Kunst i samspil med naturen

Kunststien På Sporet i Kolind byder på eventyrlige oplevelser

Af Lise Barsøe

Kunsten befinder sig i landskabet. De lokale og områdets turister bydes nu på helt gratis kunstoplevelser i det fri i naturområdet lige udenfor Kolind by. Engang lå Jyllands største sø på omkring 24 m2 her på det såkaldte Kolindsund, der ikke mere er noget sund, men hvor et spejlblankt kanalsystem i stedet gennemskærer det afvandede landskab, hvor der nu som en tillægsgevinst også bydes på kunst.

Området har ikke noget kunstmuseum, men det forhindrer ikke kunsten i at komme ud i øjenhøjde. Lokalt bor der både mange kunstnere og andre ildsjæle, der brænder for at bringe kunsten ud til folket. Således er det nu tredje sæson, hvor der etableres såkaldte kunststier på Djursland, – startende med stien mellem Bønnerup og Fjellerup i 2021, og den i Grenå sidste år. Stier i naturen, hvor kunst dukker op som overraskende elementer, som betagende supplementer, som vedhæng eller en vits, men altid i samspil med naturen.

Kunsten spiller op

I år kan kunsten opleves På Sporet i Kolind, hvor kunststien som optakt til byens årlige sommerfest 11. juni blev indviet. Fra områdets Kanoplads og videre ad Sundvejen mod det åbne landskab, over småbroer og dæmninger, forbi kraftværk og til bymidte – en kunstfortælling på 2,6 kilometer, hvor der kan hoppes, danses, skridtes eller løbes – ja men også – via en ekstrabevilling til en rampe ved en bro – forceres med kørestol. Her er nemlig oplevelser for alle, og der må uden tvivl gøres holdt mange steder for at se nærmere på for eksempel store ”kuglerammer”, et vikingeskib, bemalede jernplader, spidsfindige former og farver, der gemmer sig som spejlinger i vand, hvisken i siv eller glimt i buskadser, kommentarer på broer eller bare der, hvor fantasien aldrig har sat grænser.

Det er Kolind Handelsstandsforening, Pumpelauget og kunstneren Ingolf Steffensen, der med ildsjælenes engagement og støtte fra kommunen står bag kunstruten, der efter 23. juli rejser videre til endnu en kunstrute, der indtil 10. september vil sno sig gennem Grenå Plantage.

  • Det er et spændende projekt, som involverer omkring 30 kunstnere fra lokalområdet og Østjylland, fastslår kunstneren, skulptør Ingolf Steffensen, der selv har ladet sig inspirere af fortidens lokale dramaer til et af sine værker på ruten.

Han refererer nemlig til fortællingen om Knud, Svend og Valdemar – og sejlturen fra Grate Hede i Midtjylland via Randers fjord og til Kolind med et kunstværk, der gengiver et vikingeskib. Historiens vingesus blæser da også en fanfare over det kolindske landskab, hvor stenalderjægere, vikinger og korsriddere har udfoldet sig i tidernes morgen, og hvor klimaforandringer med tiden måske atter vil få flere vandspejle op i knæhøjde.

Kugler rammes ind

  • Det er både professionelle kunstnere og gode amatører, der har været parate til at placere deres kunst i naturen, forklarer Ingolf Steffensen, der har tjekket sit netværk og inviteret kunstnervenner samt andre kvalificerede udøvere til at lege med og spille sammen med naturen. .

En af den er Annelise Bugge Lund, der både arbejder som keramiker og billedkunstner.

  • Jeg var også med de to første år, fortæller hun, der for eksempel sidste år sammen med kunstnerkollegaen Kirsten Niemann udsmykkede kunststien i Grenå med store keramiske blomster, og hvor keramiske fugle også har været på vingerne.
  • I år har Kirsten Niemann og jeg arbejdet sammen med Ingolf Steffensen om større skulpturer, hvor vi bidrager med keramiske kugler, og hvor processen har været meget inspirerende, fordi vi har været tre, der har skullet arbejde tæt sammen.

Annelise Lund bidrager også med malerier, når ruten bevæger sig videre rundt fra naturen til Kolind bymidtes smalle handelsgade. Her venter butiksfacader – som i så mange andre provinsbyer – med tomme vinduer og låste døre, der sender triste signaler om uundgåelig butiksdød. For en stund vil – desværre kun tre – af de triste lokaliteter blomstre op som små gallerier, der fyldes med farvestrålende værker, hvor opslag og prisskilte i vinduerne vil referere til muligt salg. Kolinds spændende kulturhus, der også rummer byens bibliotek, vil naturligvis også deltage aktivt – blandt andet med en kunstudstilling i stedets foyer.

Inspiration gives videre

Når ildsjælen Ingolf Steffensen har været med til at sætte fantasien og de konkrete oplevelser i værk for lokalområdet, så håber han også på, at netop hele det historiske perspektiv kunne komme til at leve videre og inspirere både de lokale, tilflyttere, turister og kunstnere til at inddrage kulturlandskabet og dets historie i dagligdagen.

Kulturlandskabet byder på både stendysser, jættestuer og gravhøje. Drabelige søslag sender ekko op til nutiden, en runesten har set dagens lys, og der flokkes elverfolk i høje på lysende søjler – ja fortællingen beretter også om en lokal drage, der bevogter en guldskat. Fiskene boltrer sig i kanalerne, fuglelivet er på sit højeste – og fænomenet Sort Sol er lige om hjørnet.

Med kunsten placeret i naturen, og de spændende historiske og kulturelle tillægsgevinster, så er Kunststien På Sporet både en stikvej og en omvej værd.